Om mig selv
Jeg hedder Lotte Hvas. Jeg er læge (speciallæge i almen medicin, dr.med.) og har i i 25 år arbejdet som praktiserende læge i Præstø, indtil den 1. oktober 2014. Herefter består mit arbejde i forskning, efteruddannelse og formidling.
I 2017 udgav jeg bogen “Overgangsalderen – bedre end sit rygte”. I marts 2022 udkommer Bogen om overgangsalderen, som er en opdateret og omredigeret udgave af bogen fra 2017. Du kan læse mere på min hjemmeside/blog om overgangsalderen eller på FBsiden @overgangsalderen.
Arbejdet med kvinders overgangsalder og de mange fortællinger om sygdom og sundhed jeg har mødt, har ført mig videre til at interessere mig for kvindelivets historier, og jeg har derfor oprettet en Instagramprofil , med formålet at formidle:
– Historier om kvindekroppen, der bidrager til stolthed og styrke og modvirker skam, skyld og sygeliggørelse
– Historier, der handler om kvindelivets overgange i krydsfeltet mellem biologi, eksistens og kultur
Siden 1996 har jeg kombineret mit arbejde som praktiserende læge med forskning – begge dele på halv tid. Udgangspunktet for mit projekt var et ønske om, at belyse hvordan danske kvinder oplevede overgangsalderen. Jeg oplevede dengang – i 1996 – at der var et stort misforhold mellem de myter der florerede, herunder den medicinske holdning, hvor der blev talt om ”hormonmangelsyndrom” og de kvinder jeg mødte i praksis, som var velfungerende og velbefindende, bortset fra at nogle havde symptomer.
I 2008 forsvarede jeg min doktordisputats ”Medicin til Raske – en syg ide?. Medikalisering og risikotænkning i almen praksis belyst ved kvinders overgangsalder ”.
I 6 år (2008-2013) har jeg været medlem af Det Etiske Råd, i tre af årene som næstformand for Rådet. Jeg var desuden formand for en arbejdsgruppe i Rådet om Forebyggelse og Etik og formand for en arbejdsgruppe om Tvang i psykiatrien.
Især har de etiske dilemmaer der opstår, når raske mennesker mødes med sundhedsvæsenet, optaget mig. I den forbindelse har jeg været med-redaktør på bogen ”Kan sundhedsvæsenet skabe usundhed? – Refleksioner fra Almen Praksis. ”
Privat bor jeg i Præstø, er gift og har to voksne børn og to børnebørn.
Kortfattet CV kan læses her.